Mindeord ved begravelsen Onsdag den 14. september 2011 kl. 12,30

Mindeord om Pastor Samuel Færgemand Mikkelsen i Skørping der døde den 9. september 2011 og nu hviler meget tæt på Hellig Korskilden i Gl. Skørping efter børnenes ønske.

En  varm og kreativ personlighed er gået til Gud. Sit liv havde Samuel forlængst givet til Gud og han har arbejdet i hans tjeneste lige til det sidste.

 Samuel er uddannet præst i den danske folkekirke, men efter 5 år på Grønland med familie tog han tilbage til Danmark og oprettede sin egen helt personlige prædikestol for Gud’s forkyndelse. Med digterblod i årerne og sine musikalske evner på guitar, sang og spillede han Guds forkyndelse. Der mødte vi Samuel, et  menneske, der havde sat sig et mål og en mission. I sin iver efter at forfølge sine tanker gjorde han sig ikke stor umage med at skabe lydhørhed og plads til andres mening. Det var der til gengæld, hvis man havde tålmodighed og stædighed. Så kunne Samuel’s store intellekt  og viden skabe dybe og spændende samtaler, der favnede vidt og bredt. Især i historisk perspektiv. Samuel havde den bagudrettede historiske gudsopfattelse og havde gode og tankevækkende svar på mange spørgsmål om dette. En stor underfundighed og tankevirksomhed, der på hans evige vandringer i skoven omkring Skørping fik mening og form. Digteren Pastor Samuel Færgemand Mikkelsen havde et livsværk og selvom han kun blev 50 år, nåede han mere end de fleste og at sætte sit helt personlige præg på sit eftermæle. Hans mange ord er her stadig i hans bogudgivelser og på hans hjemmeside Kildesangbogen.dk, hvor han kan høres i sin sang på vej til Gl. Skørping, hvor hans jordiske rester i dag hviler meget tæt på Hell’korskilden.

Mange nordjyder kender sikkert Pastor Samuel Færgemand Mikkelsen for hans skarpe læserbreve. Den politiske dagsorden var i høj kurs og mange aviser blev dagligt læst. Det sidste valg fik han ikke med og ved skæbnes ironi fik Venstre ikke hans sidste ønskede stemme.

Det er vemodigt, men også et kendetegn på vort liv. Vi er her kun et øjeblik. Samuel fik ikke kun et godt liv, forstået på den måde at det ikke altid tilsmilede ham. Det ønskede han måske heller ikke. Men han fik et virksomt liv, hvor han egenhændigt og stædigt forfulgte sine drømme.

Samuel efterlader foruden sin mor og 2 brødre sine dyrebareste skatte nemlig sine 3 børn; Maren, Nikolaj og Johanne. I dem gror Samuel’s forkyndelse og sammen med udgivelsen af bøgerne og det samlede livsværk på Kildesangbogen har Samuel formået at skabe et evigt liv på denne jord. Det fryder han sig sikkert over – set oppe fra GUD.

En ven

SW